Opråb! Opråb! Opråb!

Torsdag d. 18. juli 2006:
Opråb! Opråb! Opråb!

Jeg har en ustyrlig og ekstrem lyst til at citere Natasja – Giv mig Danmark tilbage:

”Så gi’ mig Danmark tilbage, ligesom i de gamle dage.
Gi’ mig frisindet igen, der lurer under byens tage.
Gi’ mig København igen, min farverige gamle ven.”

For jeg får det simpelthen så dårligt, når jeg ser på København i dag. Jeg forstår godt, at drengen, der sad på trappen i dag, så ud til at have det skidt: Hvis han ofte ser blikke, som den yngre dame med tørklædets, må han have uhelbredelig kvalme. Hvad handler det om nu? Denne individudvikling. Mig, mig, mig.

Man må ikke være anderledes. Man skal passe sig selv, og passe sig selv godt, så man ikke ender på en trappesten eller på en lusket, røgfyldt bar alene.

Hvorfor er det utåleligt at sludre lidt med en kunde over bardisken? Hvorfor skal vi svine dem til, der ikke umiddelbart passer ind? Hvorfor skal vi gå bag hinandens rygge og såre andre og os selv? Begå indbrud og holde os indenfor vores egen smalle rammer.

Jeg forstår det simpelthen ikke.

Det var en herlig kontrast at komme ind i Ungeren og smide med maling, for her er vi alle bizarre, men solgule væsner.

Og det er langt bedre end at have det samme røde tørklæde som resten af verden!