Opråb! Opråb! Opråb!

Torsdag d. 18. juli 2006:
Opråb! Opråb! Opråb!

Jeg har en ustyrlig og ekstrem lyst til at citere Natasja – Giv mig Danmark tilbage:

”Så gi’ mig Danmark tilbage, ligesom i de gamle dage.
Gi’ mig frisindet igen, der lurer under byens tage.
Gi’ mig København igen, min farverige gamle ven.”

For jeg får det simpelthen så dårligt, når jeg ser på København i dag. Jeg forstår godt, at drengen, der sad på trappen i dag, så ud til at have det skidt: Hvis han ofte ser blikke, som den yngre dame med tørklædets, må han have uhelbredelig kvalme. Hvad handler det om nu? Denne individudvikling. Mig, mig, mig.

Man må ikke være anderledes. Man skal passe sig selv, og passe sig selv godt, så man ikke ender på en trappesten eller på en lusket, røgfyldt bar alene.

Hvorfor er det utåleligt at sludre lidt med en kunde over bardisken? Hvorfor skal vi svine dem til, der ikke umiddelbart passer ind? Hvorfor skal vi gå bag hinandens rygge og såre andre og os selv? Begå indbrud og holde os indenfor vores egen smalle rammer.

Jeg forstår det simpelthen ikke.

Det var en herlig kontrast at komme ind i Ungeren og smide med maling, for her er vi alle bizarre, men solgule væsner.

Og det er langt bedre end at have det samme røde tørklæde som resten af verden!

Storkespringvandet

Tirsdag d. 16. juli 2006:
Storkespringvandet:

Jeg havde ikke lyst til at tage hjem, da vi var færdige med oprydningen i Ungdomshuset. Solen skinnede, og det var varmt, selvom tallene på min telefon viste 16.47.

Patrick kunne ikke hænge ud, han skulle hjem. Jeg spankulerede ned mod Storkespringvandet og købte et æble på vejen. Jeg gik og undrede mig over balladen med Ungdomshuset, alt det rod med, at nogen ejede det og ville have det tilbage. Plads til alle, ja tak.

Folk gloede underligt på mig, mens jeg gik der i solskinnet. Jeg kunne først ikke forstå hvorfor, men så kom jeg i tanke om den gule maling. Jeg havde stadig farve i hovedet, og jeg forsøgte at gnide det væk, men det lykkedes ikke rigtigt. En ung fyr gloede ekstremt meget. Han var iført pæne bukser og en habitjakkesag – Man skulle næsten tro, at han kom lige fra Rådhuset.

Jeg satte mig på kanten af Storkespringvandet og lod folk glo. Jeg opfattede endnu et væsen, der skilte sig ud. En gammel mand, der hev sig frem på en stok. Han gik meget langsomt, for hans ene ben var helt ubrugeligt. Han tiltrak også en del blikke, men han virkede ligeglad, så ud til bare at nyde solen.

Jeg tror, jeg har set ham før. Nede ved stationen.

De kiggede virkelig som om, jeg ikke måtte sidde her og smile med gule solstråler i hovedet. Jeg holdt også op, for jeg følte mig pludselig så fremmed for København. Hvorfor skulle de glo sådan, når jeg hørte lige så meget til som alle mulige andre?

Jeg har boet her hele mit liv, men nu sad jeg her med en følelse af at være fra månen.

Ungdomshuset

Tirsdag d. 16. juli 2006:

Ungdomshuset:

Det var virkelig sjovt at male sjovere end sidst! Vi malede underetagen for nogle måneder siden, og vi gjorde det samme dengang som i dag. Vi startede med at kaste malingen op på væggene, så det sprøjtede ud over os alle.
Det er langt sjovere end det efterfølgende normale malearbejde, og folk laver små kunstværker og tegninger, inden vi fordeler farven jævnt ud over væggene.

Vi var alle sammen ret hurtigt gule, specielt fordi folk jagtede hinanden rundt i rummene med maling på hænderne og truslen om at tvære malingen af på hinanden.

Jeg snakkede lidt med dem, der var med sidste gang, men jeg faldt også i snak med to piger. De er ikke fra København, og det er første gang, de er her alene. Den ældste er nogenlunde ligeså gammel som mig og hedder Hanne, mens den yngste er 14 eller 15 og hedder Marie. Marie var sjovest og meget imødekommende, og vi snakkede faktisk det meste af dagen. Hun fortalte mig om sine forældre, som var separerede, og at hun var sikker på, at hendes far havde en affære. Jeg mærkede den der boblende frustration, men jeg ville ikke fortælle om de andre sørgelige tilfælde, jeg havde mødt i dag, for så blev hun bare mere mismodig.

Jeg lyttede mest og slog fast, at verden i al almindelighed virkelig er fucked.

Men hun tog det faktisk fint, hun var ret cool og jokede endda med, at hun nu kunne være mere i København og male flere huse gule, fordi hendes fars lejlighed lå mere centralt.



Her er som lovet et billede af den første gule malerklat i Ungdomshuset.




Jeg fik også allernådigst et par billeder af Marie og Hanne.



Tiden gik stærkt, og solen skinnede på de solgule vægge, så malingen tørrede hurtigt. Marie og hendes veninde smuttede tidligt, de skulle nå et tog og bagefter med bussen først. Hun skulle huske at ringe til sin mor. Jeg glemte helt at få hendes efternavn, hvilket er ret ufedt. Måske ser jeg hende i København igen en anden dag!

Baren på Frederiksberg

Tirsdag d. 16. juli 2006:
Baren på Frederiksberg:

Vi smuttede hen på en lusket bar, der ligger på Frederiksberg Allé. Den er virkelig som en hemmelig hule, pladsen er trang, her er dunkelt og tillukket, og man må ryge herinde, så luften forekommer hurtigt tyk og uigennemsigtig. Men det var på vejen, og vi havde aftalt lige at sidde ned og chille lidt, få en enkelt øl inden vi tog hen på Ungeren.

Det var forholdsvis tidligt på dagen, så baren var rimelig tom. Der sad en sammenkrummet ældre gut og suttede i sin øl ved en vinduesplads. Tre mænd sad med to stoles mellemrum i baren.  Den ene passede ikke helt ind, virkede for ung og velplejet til at hænge på en bar ved 11-tiden. Han forsøgte forgæves at få en samtale i gang med bartenderen, en grov dame med et guldhjerte om halsen, men hun røg og kiggede væk. Hun så ud til at kede sig halvt ihjel.

Vi gik ned i et hjørne, men var ikke alene i særlig lang tid. Kort efter vi havde knappet et par øller op, kom to fyre ind og indtog vores nabobord. Den ene var bleg og havde ølmave, den anden lige modsat, mørk og spinkel. De gloede rundt i baren, den fede med et dovent blik og den spinkle med små, stikkende øjne. De så ud til at finde baren lusket nok og satte sig.

Patrick og jeg snakkede lidt frem og tilbage om Ungdomshuset, de folk vi mødte sidste gang og dem, vi håbede, var der i dag. Stemningen var høj, men alligevel kunne jeg ikke undgå at lytte lidt til de to nyankomnes samtale:
”Det er bare en gammel dame. Måske ligger hun allerede død deroppe, ligesom ham der den unge gut. Har du hørt det? En knægt der har ligget død i sin lejlighed i hvad… To uger?! Fandeme klamt at bryde døren ind til!”

Det var den fede. Den spinkle svarede med tung accent:

”Nej jeg har ikk’. Men hvis det kun’ en gammel kon’, vi behøver ikke så meget værktøj. Det blir’ let nok!”

Vi havde drukket ud og var på vej videre allerede. Vi fik alligevel lidt travlt, for klokken var snart 12, og så ville de andre gå i gang med at male.

Jeg kunne ikke lade  være med at spekulere lidt over de to mænds samtale - De virkede helt vildt ubehagelige, og jeg overvejede, om man skulle konfrontere dem eller følge efter dem lidt. Men Patrick pointerede, at vi havde travlt, og så fløj vi videre.

Nørreport Station

Tirsdag d. 16. juli 2006:
Nørreport Station:

I dag var dagen, hvor vi skulle male Ungdomshuset, og hvor jeg som lovet skulle update jer via den her blog!

Først skulle jeg hente min ven Patrick ved Nørreport Station. Men han sendte mig en sms 10 minutter inden hans tog skulle ankomme; Et eller andet med, at der havde været slagsmål i toget, og at det derfor var forsinket. Politi og det hele.  Så jeg måtte jo bare vente på ham.

Jeg satte mig på trappen og fandt ud af, at jeg ikke var den eneste, der havde fået den idé. I den anden side sad en dreng. Han så virkelig ud som om, han havde et dårligt trip, helt groggy og med fugtig pande. I samme øjeblik kom en kvinde med et rødt tørklæde forbi, og jeg kunne se, hvordan hun væmmedes ved synet af drengen. Næsten som om hun ville spytte på ham.

Vi havde god tid, så det gjorde ikke så meget, at Patricks tog var forsinket. Jeg kan godt lide at kigge på mennesker, og her banegården var der masser af trafik og derfor god underholdning.

Der kom en anden forbi på trappen. Først troede jeg, det var den samme dame, der kom tilbage – Men det var en lidt ældre dame med det samme røde halstørklæde. Drengen kiggede op på hende og spurgte, om hun kunne undvære nogle småmønter. Det kunne hun selvfølgelig ikke, selvom hun lige havde købt en pose slik.

Det er virkelig sørgelig, at folk er så kolde i røven. Jeg mener det, helt ærligt! Man behøver ikke give penge til nogen, men man behøver da heller ikke se på dem som om, man har lyst til at sparke dem.

Der kom en pige gående, hun stoppede op for at tjekke togafgangene. Hun var faktisk ret lækker, og hun ville passe godt ind i Ungdomshus-flokken. Hun havde farvet håret sort, så det ud til og med nogle blå striber. Hun så ret cool ud, og jeg overvejede virkelig at spørge, om hun skulle med hen og male Ungeren gul!

Men så vendte hun ryggen til mig og gik tilbage ad den vej, hun var kommet.

Men jeg nåede da lige at bemærke, at hun havde dødhamrende stramme bukser på!

Så rullede toget ind på stationen – Eller rettere, så kom toget dundrende. Hvilken larm og efterfølgende trængsel. Jeg fik fat i Patrick og så styrtede vi ud på gaden og væk fra yuppier og barnevogne, der skulle løftes.

Først ude på gaden fik jeg sagt ordentlig hej til ham, og det var sgu godt at se ham igen!

Jeg spurgte ind til det med, at han var blevet forsinket og slagsmålet i toget, og mens vi gik ad Frederiksberg Allé, fortalte han mig, hvad der var sket. En ung nydansker, eller hvad det nu er lovligt at kalde det, kunne ikke finde sin billet, da konduktøren kom. Først ledte fyren febrilsk i sin taske, og man kunne se på ham, at han var beklemt. Men konduktøren begyndte at provokere ham og påstod, at han slet ikke havde en billet. Så blev fyren vred og sagde, at gu’ havde han så, han kunne bare ikke finde den. Konduktøren sagde, at uden billet måtte han stige af, og det skulle være nu. Og så havde han tilføjet noget om perkere, der ikke fattede en skid. Fyren havde bandet og svovlet, og kontrolløren havde derefter taget hårdt fat i ham. Og så fulgte det ene med det andet.

Igen blev jeg grebet af den der mismodighed, for hvorfor fanden kan vi ikke bare opføre os ordentligt og gøre plads til hinanden? Det er simpelthen utroligt, at folk skal demonstrere deres overlegenhed konstant.

1, 2, 3, tester, tester!

Fredag d. 12. juli 2006:


Her er lige en tester fra min side.
Snart kommer det første rigtige indlæg, så hæng på derude.
Jeg lover jer også, at uploade et billede fra når vi maler Ungdomshuset!
Det bliver for sygt! Du er velkommen!

Highfive!
Jakob.