Nørreport Station

Tirsdag d. 16. juli 2006:
Nørreport Station:

I dag var dagen, hvor vi skulle male Ungdomshuset, og hvor jeg som lovet skulle update jer via den her blog!

Først skulle jeg hente min ven Patrick ved Nørreport Station. Men han sendte mig en sms 10 minutter inden hans tog skulle ankomme; Et eller andet med, at der havde været slagsmål i toget, og at det derfor var forsinket. Politi og det hele.  Så jeg måtte jo bare vente på ham.

Jeg satte mig på trappen og fandt ud af, at jeg ikke var den eneste, der havde fået den idé. I den anden side sad en dreng. Han så virkelig ud som om, han havde et dårligt trip, helt groggy og med fugtig pande. I samme øjeblik kom en kvinde med et rødt tørklæde forbi, og jeg kunne se, hvordan hun væmmedes ved synet af drengen. Næsten som om hun ville spytte på ham.

Vi havde god tid, så det gjorde ikke så meget, at Patricks tog var forsinket. Jeg kan godt lide at kigge på mennesker, og her banegården var der masser af trafik og derfor god underholdning.

Der kom en anden forbi på trappen. Først troede jeg, det var den samme dame, der kom tilbage – Men det var en lidt ældre dame med det samme røde halstørklæde. Drengen kiggede op på hende og spurgte, om hun kunne undvære nogle småmønter. Det kunne hun selvfølgelig ikke, selvom hun lige havde købt en pose slik.

Det er virkelig sørgelig, at folk er så kolde i røven. Jeg mener det, helt ærligt! Man behøver ikke give penge til nogen, men man behøver da heller ikke se på dem som om, man har lyst til at sparke dem.

Der kom en pige gående, hun stoppede op for at tjekke togafgangene. Hun var faktisk ret lækker, og hun ville passe godt ind i Ungdomshus-flokken. Hun havde farvet håret sort, så det ud til og med nogle blå striber. Hun så ret cool ud, og jeg overvejede virkelig at spørge, om hun skulle med hen og male Ungeren gul!

Men så vendte hun ryggen til mig og gik tilbage ad den vej, hun var kommet.

Men jeg nåede da lige at bemærke, at hun havde dødhamrende stramme bukser på!

Så rullede toget ind på stationen – Eller rettere, så kom toget dundrende. Hvilken larm og efterfølgende trængsel. Jeg fik fat i Patrick og så styrtede vi ud på gaden og væk fra yuppier og barnevogne, der skulle løftes.

Først ude på gaden fik jeg sagt ordentlig hej til ham, og det var sgu godt at se ham igen!

Jeg spurgte ind til det med, at han var blevet forsinket og slagsmålet i toget, og mens vi gik ad Frederiksberg Allé, fortalte han mig, hvad der var sket. En ung nydansker, eller hvad det nu er lovligt at kalde det, kunne ikke finde sin billet, da konduktøren kom. Først ledte fyren febrilsk i sin taske, og man kunne se på ham, at han var beklemt. Men konduktøren begyndte at provokere ham og påstod, at han slet ikke havde en billet. Så blev fyren vred og sagde, at gu’ havde han så, han kunne bare ikke finde den. Konduktøren sagde, at uden billet måtte han stige af, og det skulle være nu. Og så havde han tilføjet noget om perkere, der ikke fattede en skid. Fyren havde bandet og svovlet, og kontrolløren havde derefter taget hårdt fat i ham. Og så fulgte det ene med det andet.

Igen blev jeg grebet af den der mismodighed, for hvorfor fanden kan vi ikke bare opføre os ordentligt og gøre plads til hinanden? Det er simpelthen utroligt, at folk skal demonstrere deres overlegenhed konstant.