Baren på Frederiksberg

Tirsdag d. 16. juli 2006:
Baren på Frederiksberg:

Vi smuttede hen på en lusket bar, der ligger på Frederiksberg Allé. Den er virkelig som en hemmelig hule, pladsen er trang, her er dunkelt og tillukket, og man må ryge herinde, så luften forekommer hurtigt tyk og uigennemsigtig. Men det var på vejen, og vi havde aftalt lige at sidde ned og chille lidt, få en enkelt øl inden vi tog hen på Ungeren.

Det var forholdsvis tidligt på dagen, så baren var rimelig tom. Der sad en sammenkrummet ældre gut og suttede i sin øl ved en vinduesplads. Tre mænd sad med to stoles mellemrum i baren.  Den ene passede ikke helt ind, virkede for ung og velplejet til at hænge på en bar ved 11-tiden. Han forsøgte forgæves at få en samtale i gang med bartenderen, en grov dame med et guldhjerte om halsen, men hun røg og kiggede væk. Hun så ud til at kede sig halvt ihjel.

Vi gik ned i et hjørne, men var ikke alene i særlig lang tid. Kort efter vi havde knappet et par øller op, kom to fyre ind og indtog vores nabobord. Den ene var bleg og havde ølmave, den anden lige modsat, mørk og spinkel. De gloede rundt i baren, den fede med et dovent blik og den spinkle med små, stikkende øjne. De så ud til at finde baren lusket nok og satte sig.

Patrick og jeg snakkede lidt frem og tilbage om Ungdomshuset, de folk vi mødte sidste gang og dem, vi håbede, var der i dag. Stemningen var høj, men alligevel kunne jeg ikke undgå at lytte lidt til de to nyankomnes samtale:
”Det er bare en gammel dame. Måske ligger hun allerede død deroppe, ligesom ham der den unge gut. Har du hørt det? En knægt der har ligget død i sin lejlighed i hvad… To uger?! Fandeme klamt at bryde døren ind til!”

Det var den fede. Den spinkle svarede med tung accent:

”Nej jeg har ikk’. Men hvis det kun’ en gammel kon’, vi behøver ikke så meget værktøj. Det blir’ let nok!”

Vi havde drukket ud og var på vej videre allerede. Vi fik alligevel lidt travlt, for klokken var snart 12, og så ville de andre gå i gang med at male.

Jeg kunne ikke lade  være med at spekulere lidt over de to mænds samtale - De virkede helt vildt ubehagelige, og jeg overvejede, om man skulle konfrontere dem eller følge efter dem lidt. Men Patrick pointerede, at vi havde travlt, og så fløj vi videre.